Taler og pjecer

Her kan du læse mine taler fra grundlovsmøder, 1.maj og andre store arrangementer.

I mine taler forsøger jeg at sætte det lange lys på og tale ud fra de værdier, der betyder mest for mig.

Grundlovstale 2018: Sådan var det ikke i 90’erne

Grundlovsdag er noget særligt, og det er en helt særlig glæde at få lov at holde den her i disse historiske omgivelser. Og det er en særlig glæde at holde Grundlovsmøde sammen med så mange unge mennesker.

Det er meget passende, at vores Grundlovsmøde netop i år holdes her på 4. maj Kollegiet. For i år kan vi markere 75 års dagen for, at samarbejdspolitikken sluttede. Og vi kan fejre 75 års dagen for, at langt de fleste danske jøder blev reddet over til Sverige og dermed undgik at komme i koncentrationslejr.

Der kan siges meget om de beslutninger, den danske regering tog under Besættelsen. Men jeg tror ikke, man kan sætte spørgsmålstegn ved de motiver, der drev den danske regering dengang.

Man ønskede så vidt muligt at skåne den danske befolkning mod vold og overgreb. Og man ønskede at beskytte det danske folkestyre. Det folkestyre, vi fejrer her i dag på Grundlovsmøder over hele landet.

************************************************************************

Danskerne fik mange børn under Besættelsen. En af de mange danskere, der blev født for 75 år siden, i 1943, var Poul Nyrup Rasmussen. I næste uge kan han fejre rund fødselsdag.

Han var statsminister, da jeg var teenager og ung kvinde i 90’erne. Og han er den bedste statsminister, vi har haft i min levetid.

90’erne var en meget anderledes tid end i dag. Vi hørte Nirvana og britpop. Vi gik i grungetøj og sang med på Barbie Girl. Jeg har mange gode minder fra 90’erne.

Det var en tid, hvor alting virkede til at blive bedre. I 80’erne – fattig 80’erne, som vi kaldte dem – var arbejdsløsheden tårnhøj. Men efter Socialdemokratiet overtog regeringsmagten i 1993, kom der gang i 90’errne. Ikke mindst for de unge.

I dag har vi igen en lav arbejdsløshed og højkonjunktur, men det virker ikke helt, som om de gode tider kommer alle til gode. Tværtimod. Fremdriftsreform. Årlige besparelser på uddannelserne. Planer om at skære i SU. Planer om at skære på dagpenge for nyuddannede.

Sådan var det ikke i 90’erne.

Dengang fik vi flere studiepladser på uddannelserne, fordi vi havde en regering, der ønskede adgangskvotienterne ned.

Dengang var der tid til at tage et fjumreår, mulighed for at vælge om, hvis man valgte den forkerte uddannelse. Dengang kom opsvinget også de unge til gode.

Da jeg var ung, vidste vi godt, at vi skulle arbejde hårdt. Vi vidste godt, at vi ikke fik hverken arbejde eller uddannelse forærende. Men vi fik også at vide, at vi altid ville få en chance mere. Vores liv afhang ikke af, om vi traf det rigtige valg i en alder af 19 år. Det betød, at vi turde mere.

Når jeg ser på de unge i dag, så ser jeg en generation, der er helt vanvittig dygtig. De er klogere, end vi var. De er mere målrettede.

Men de er nok også mere sårbare. Og alt for mange slås med stress og mistrivsel.

Der er brug for at gøre op med en præstationskultur, der præger ikke bare ungdommen, men hele samfundet.

Det kræver, at vi vil undersøge lidt grundigere, hvorfor så mange føler sig stressede og mistrives. Både de unge og os, der er lidt mere voksne.

Vi har brug for mere forskning i mental sundhed. Vi kan ikke leve med, at så mange danskere bliver syge, og vi ved så lidt om, hvorfor – og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem.

Er det SoMe samfundet, der knækker os? Er det den digitale tidsalder, hvor arbejde og fritid flyder sammen?

Er det frygten for fremtiden, når klimaforandringerne vælter ind over os?

************************************************************************

Nu vi er ved klimaforandringerne: Ethvert tænkende menneske må være bekymret over det, der sker.

Arktis smelter, hvert år sættes der nye varmerekorder, og CO2-indholdet i atmosfæren stiger med rekordhast.

Spørgsmålet er ikke længere, om vi kan forhindre klimaforandringerne, men hvor alvorlige de bliver.

Klimakrisen bliver den standard, fremtiden vil dømme os på. Lader vi stå til, eller griber vi til handling?

I Danmark har vi en borgerlig regering, der ikke tager ansvar – som fuldstændig mangler vilje til for alvor at gøre noget ved problemerne.

Afgifterne på biler bliver sænket, så CO2 udledningen stiger. Regeringen vil sænke el-afgiften, så CO2 udledningen stiger. De vil generelt rulle alle miljøforbedringer tilbage af hensyn til vennerne i landbruget og erhvervslivet.

Sådan var det ikke i 90’erne.

Dengang havde vi ikke alene Poul Nyrup til at styre landet. Vi havde også en anden socialdemokrat, der blev født for 75 år siden – Svend Auken – til at styre miljøet og energien.

Og vi var så heldige, at vi havde Mogens Lykketoft fra Frederiksberg til at styre finanserne.

Og tænk engang, de tre kunne sammen gøre Danmark til en grøn foregangsnation, samtidig med at vi havde vækst og høj beskæftigelse. Det kan godt lade sig gøre.

************************************************************************

Når man ser ud over verden, er det nemt at blive fortvivlet. Trump trækker USA ud af Paris-aftalen og indleder en handelskrig. Putin fører sig frem som en bølle, Storbritannien vil forlade EU. Polen og Ungarn bevæger sig væk fra demokratiske normer.

Sådan var det ikke i 90’erne.

Det var dengang, Sovjet gik i opløsning og en stor del af verden med ét slag blev demokratisk. Det var dengang, vi troede, at vi havde nået historiens ende: at demokrati, åbne grænser og kapitalisme havde sejret.

Dengang troede vi, at der blev grundlagt en helt ny, international dagsorden. Vi fik nye venner i Østeuropa og en ny tro på, at gammelt nag og grænsepæle kunne lægges ned, og en nu international orden tone frem.

I 90’erne byggede vi broer.

I dag er det blevet moderne at bygge mure. En mur på grænsen til Mexico. En mur mellem Israel og Vestbredden.

I Danmark kan vi ikke helt svinge os op til en mur, så vi nøjes med et komplet ubrugeligt, men meget symbolsk vildsvinehegn på grænsen til Tyskland.

Årsagerne er mange. Finanskrise. Bekymring over indvandring. En grotesk koncentration af formuer, mens almindelige menneskers lønninger stagnerer.

Jeg kan sagtens forstå vreden. Vi må nok erkende, at de såkaldt ansvarlige partier ikke har gjort det godt nok. Vi har ikke været dygtige nok til at finde svarene på folks utryghed.

Vi har ikke formået at sikre, at globaliseringen kom alle dele af befolkningen til gode.

Det skal vi tage ved lære af. For når vi ikke slår til, så er der nationalister og populister, der byder sig til som falske profeter. Og jeg garanterer, at de IKKE har svarene på alle de problemer, folk oplever. Hvad enten de kalder sig venstre- eller højreorienterede.

For svarene på vores problemer er ikke, at skrue tiden tilbage – heller ikke til 90’erne. Svaret er ikke at lukke vores grænser for varer fra andre lande – det ville da være tosset i et land som Danmark, hvor vi lever af vores eksport til udlandet.

************************************************************************

Vi skal blive dygtigere til at finde svarene på den utryghed og de urimeligheder, vælgere i lande over hele verden reagerer på.

Det kan vi godt. I Danmark har vi stadig høj tillid til hinanden, vi tror stadig på et fælles velfærdssamfund.

Jeg har nævnt tre store socialdemokrater her fra Danmark. Nu vil jeg slutte med at citere en stor socialdemokrat fra vores broderland:

”Politik er at ville. Og socialdemokratisk politik, det er at ville forandringen, fordi forandringen giver løfte om forbedring”. Sådan sagde Olof Palme.

Vi skal tage vores demokrati alvorligt. Vi skal være opmærksomme på, at vi kun har et demokrati, så længe et flertal stadig mener, at det er den rigtige styreform. Det gør de kun, når de oplever, at demokratiet kan løse de udfordringer, de møder i deres liv.

Sådan var det i 90’erne. Sådan er det i dag.

Tak for ordet.

1. maj tale 2018: 1. maj i Paradis

Som dansker bliver man stolt, når udenlandske medier skriver om vores lille samfund. Beskæftigelsen er i top, her er gratis sundhed og uddannelse, og stor tryghed og tillid blandt danskerne. Som dansker bliver man stolt, når udenlandske medier skriver om vores lille samfund. Beskæftigelsen er i top, her er gratis sundhed og uddannelse, og stor tryghed og tillid blandt danskerne.

Det føles godt, når New York Times eller CNN udråber vores lille land til et paradis.

Sandheden er, som I ved, desværre mere blandet.

Paradise HotelVi lever stadig i et af verdens frieste, rigeste og ligeste lande. Men af og til tænker jeg, om vores lille paradis er ved at udvikle sig til en real-life udgave af tv-programmet Paradise Hotel.

Jeg ved ikke, om I kender Paradise Hotel?

I Paradise Hotel kæmper unge, smukke mennesker om at vinde en stor sum penge.

De unge mennesker skal danne par, og hver uge bliver den deltager, der er uden partner, sendt hjem. Undervejs er der mange underholdende indslag; for eksempel kåres årets Miss Paradise – i bikini, naturligvis – og det hele krydres med masser af intriger.

Paradise Hotel er et karikatur af et samfund, hvor kun de populære vinder. Det er et minisamfund, hvor man kan komme frem ved at snyde hinanden, ved at lyve, ved at gøre sig godt på tv.

Mistillid til regeringen
Det er ikke det samfund, vi ønsker. Men alligevel ser vi tilliden i samfundet smuldre mellem fingrene på os. Og lad os være ærlige: det er ikke uden grund.
Der er en årsag til, at tilliden mellem magthavere og befolkning udvandes.
Hvordan skal befolkningen kunne have tillid til en integrationsminister, der igen og igen fejlinformerer Folketinget?

Hvordan skal befolkningen kunne have tillid til en statsminister, der modtager dyre gaver fra kvotekonger?

Hvordan skal befolkningen kunne have tillid til en miljøminister, der kun tænker på vennerne i landbruget, mens vores fælles natur lider?

I Danmark har vi en Paradise Hotel-regering. En regering, der er okay med at bryde alle moralske regler, så længe de har Dansk Folkeparti til at beskytte sig.
Der gælder ikke andre regler end reglen om at kunne tælle til 90, så man ikke bliver stemt hjem.

Det er sølle!

Unges mentale trivsel
Befolkningens tillid til politikerne undergraves, når der ikke kommer løsninger på de udfordringer, de kæmper med i hverdagen.

De unge, for eksempel. Vi presser de unge hårdt i disse år. Også for hårdt.
Fremdriftsreform, karakterer, evige krav om at gøre sig godt i Paradise Hotel-verdenen, hvor udseende og succes er alt, mens der ses ned på dem, der tager slæbet.

Resultatet ser vi: år for år bliver flere og flere børn og unge diagnosticeret med psykiatriske lidelser. Vi er et af verdens allerrigeste samfund, og alligevel lader vi vores børn i stikken på den måde. Det kan vi ikke være bekendt!

Der er brug for en seriøs investering i vores børn og unges mentale sundhed:
– Kortere ventetid på udredning, både i psykiatrien, men også i kommunernes PPR- Lettere adgang til at tale med professionelle, når livet er svært- Mere forskning i, hvad der er årsagen til de unges mistrivsel, og i, hvordan vi forebygger den.

Billige boliger
På Paradise Hotel er der kun plads til de unge og smukke. Sådan er det stadig ikke her i vores by. Her er det nemlig ikke et krav, at man skal være ung eller smuk for at få et sted at bo.

I stedet skal man være rig.

Vi har en desperat mangel på billige boliger i hovedstaden. Vi er simpelt hen nødt til at bygge flere billige boliger, for ellers udvikler områder af hovedstaden sig til en rigmandsghetto.

Engang boede direktøren og sygeplejersken i samme kvarter. Den arbejdsløses søn gik i skole med iværksætteren og den lokale murermesters datter. Man mødtes i Brugsen og på den lokale legeplads.

Sådan er det ikke længere.

Danskerne har delt sig efter indtægt, man er flyttet ind i kvarterer, hvor alle beboerne har samme sociale status.

Vi har brug for en boligreform. En reform, der kan sikre billige boliger til almindelige mennesker og samtidig får blandet dyrt og billigt, ejer og lejer, så vi igen kan bo side om side med hinanden.

Københavnerbashing
Hvis vi skal sikre flere boliger i hovedstaden, der er til at betale for almindelige mennesker – så kræver det, at vi har en regering, der rent faktisk er interesseret i at hjælpe hovedstaden.

Sådan en regering har vi ikke i dag. I stedet har vi en regering, der i ét og alt handler, som om den hader vores hovedstad.

Der er talt meget om udligning og om hovedløs udflytning af statslige arbejdspladser fra København. Men lad mig i stedet nævne et helt tredje eksempel på den københavner-bashing, der foregår:

Vidste I, at Københavns Kommune for et par uger siden med et pennestrøg fik frataget 225 mio. kroner? Det er parkeringsafgifter, der er opkrævet i København, men som nu går direkte i statskassen.

Her på Frederiksberg er det et mindre beløb, vi mister – men dog omkring 10 mio. kroner, der nu ryger direkte i statskassen og ikke længere kommer borgerne på Frederiksberg til gode.

Det vil ikke hjælpe bilisterne – ikke engang dem, der parkerer ulovligt!
Så er der nogen, der kan pege på én fornuftig grund til, at regeringen og Dansk Folkeparti konfiskerer så mange penge fra hovedstaden?

Det er deprimerende, at vi har en regering, der ser det som et mål i sig selv at genere hovedstaden så meget som muligt.

Og det er sørgeligt, at vi her på Frederiksberg har to lokale folketingsmedlemmer – Laura Lindahl og Jan E. Jørgensen – der ikke løfter en finger for den by, de er valgt i.

Efter næste valg vil Frederiksberg forhåbentlig have en stærk lokal stemme repræsenteret på Christiansborg – det vil jeg i hvert fald gøre mit til!

OK18
I Paradise Hotel kårer man årets miss og mister Paradise. Skulle vi kåre årets model her på 1. maj, så er det nok ikke unge i bikini, vi ville stemme på. I stedet ville sejren ubetinget gå til den danske model.

I parforholdsceremonien ville Flemming Vinther, Anders Bondo og Grete Christensen skulle finde sammen med Sophie Løhde, Michael Ziegler og Andes Kühnau.

Se, det var en udgave af Paradise, jeg gerne ville se!

På denne majdag kan vi konstatere, at den danske model er smuk som aldrig før. Efter lange og hårde forhandlinger er der landet et forlig, fordi fagbevægelsen stod sammen.

Det, regeringen spillede ud med, var urimeligt. Selvfølgelig skal der ikke sås tvivl om den betalte spisepause. Selvfølgelig skal offentligt ansatte have en lønudvikling, der svarer til lønudviklingen for privat ansatte.

Det blev et langt og hårdt forløb. Men til sidst kom parterne i mål. Fordi fagbevægelsen blev ved med at forhandle. Og fordi regeringen indså, at den faktisk havde noget at tabe ved en storkonflikt.

Jeg vil gerne sende en stor ros til vores topfolk på Christiansborg. Mens andre partier blandede sig i forhandlingerne, så valgte vi at respektere den danske model. Vi holdt vores mund, sådan som vi skal gøre, så parterne får plads til at forhandle.

Den danske model lever, fordi vi har en fagbevægelse, der tager sit ansvar alvorligt. Fordi vi har arbejdsgivere, der forstår, at forhandlinger er vejen frem.

Og den danske model lever, fordi vi stadig har et politisk flertal på Christiansborg, der kan finde ud af at blande sig uden om, mens der forhandles – selv om nogle partier valgte at forsøge at stemmemaksimere på bekostning af den danske model. De skulle skamme sig!

Afslutning
Overenskomstforhandlingerne har vist os, at det faktisk nytter at kæmpe. De små kan stadig blive store – sammen.

Når CNN og New York Times og alle de andre om ti år skal lave nye reportager fra Danmark. Hvilken slags paradis vil vi så være?

Jeg er ikke i tvivl – vores lille paradis er værd at kæmpe for.

Tak for ordet.

Tale om fremtidens by

Den selvkørende bil, stopper foran huset præcis til tiden, tager dig med og svinger ud på vejen, og lægger sig 5 cm bag en anden bil. Al logistik er optimeret. Renovationen kommer, når skraldespanden kalder. Parkeringspladser er historie, for bilerne kører hele tiden – fremfor at stå stille 23 timer i døgnet. Pladsen anvendes i stedet til leg, sport og ophold. Måske der endda bliver plads til en løbegård til byens hunde.

Din kaffe, bananer og sukker er kommet frem med skibe, der sejler selv.

Socialdemokratiet er drevet af ønsket og viljen til forandringer mod et bedre samfund. Mere frihed, mere lighed og mindre arbejde, som slider mennesker op.

Det er vi også, når det kommer til nye teknologiske landvindinger.

Derfor har vi stillet forslag om, at Frederiksberg skal være Danmarks største kommune for elbiler. Og som mange af jer, var vi begejstrede, da vi sammen valgte af udskifte nogle af vores renovations lastbiler med elbiler.

Teknologien kan give os renere miljø, en bedre by og mindre støj. Så her skal vi naturligvis være ambitiøse. Og som en ressourcestærke kommune gerne være med helt fremme i nationale og internationale samarbejder.

Vi ønsker at sætte barren højt. Det har København gjort. Udlagt centrale gader bag rådhuset til at virksomheder kan afprøve ny teknologi – real life og i stor skala. Nogle gange er det fornuftigt at rejse langt for at søge inspiration, andre kan er det nok at krydse en kommunegrænse.

Frederiksberg har andre fordele end København. Vores størrelse. Vores geografi og kommunestørre. Stor, men agil – kan man vist kalde det. Det er ikke så dårligt. Det skal udnyttes.

Arbejde

I fremtidsscenariet er jobbene indenfor transport og logistik forsvundet og forvandlet. Igen – som hver gang der er sket en stor forandring af arbejdsmarkedet – er udfordringen ikke teknologien. Den er der, den kommer og den skal bruges klogt. Udfordringen er, at der kræves nye kvalifikationer. At få alle med.

Derfor – og som altid for socialdemokratiet – er uddannelse vores bud på, at alle får gavn af og del i fremtidens muligheder. Fra folkeskole til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Og det er jo derfor, vi for et par år siden foreslog programmering i folkeskolen. Derfor vi er så optaget af, at vi ikke kan leve med, at vi er blandt Danmarks dårligt til at sikre, at unge får en ungdomsuddannelse. Derfor vi får fast på folkeskolereformen, selv om både højre- og venstrefløjen her i salen, ønsker at aflive nye tiltag som den understøttende undervisning. Uddannelse er vejen til sammenhængskraft – og lige muligheder – også i en mere digitaliseret fremtid.

Overvågning og ejerskab

Det sidste emne vi vil berøre er overvågning og ejerskab til data. For selv om vi er teknologi optimister – er vi ikke blåøjede. Det er fint med open source. Fint med privat-offentlige samarbejder, der udvikler nye løsninger. Men vi må have en klar politik for, hvem der kan eje data over byens og dens borgere, og hvem der må udnytte dem kommercielt.  

Den smarte by er ikke blot smart. Den overvåger dig og dine vaner. Så længe de informationer anvendes fornuftigt, er det fint.

Men den dag de ikke gør, har vi så opbygget systemer, der medfører, at du ikke kan slippe væk fra overvågningen. Se og Hør skadalen er et godt eksempel på, hvor lille en brist der faktisk skal til i dag, for at din private frihed er væk. Det er skræmmende perspektiver.

Afslutning

Socialdemokratiet har tre ønsker til vores smart city politik:

  1. JA TAK til nye teknologi, der giver os en renere by, med mindre støj og mere plads til leg og ophold.
  2. OBS på uddannelse og jobs til dem, der oplever teknologien overtager deres funktioner. Alle skal med.
  3. SMART CITY = SMART POLITIK når det kommer til overvågning og ejerskab til data.

Socialdemokratiet tror på fremtiden. Kæmper for at få alle med. Og imod dem, der vil udnytte teknologien. Tak for ordet.

Tale om skolen

Folkeskolen er velfærdssamfundets hjerte. Det er her børn fra alle slags hjem kan opleve, hvor forskelligt livet leves.

Folkeskolen afspejler samfundet, og på Frederiksberg er der stor forskel på de livsvilkår, børn har. Der er piger af udenlandske forældre, der ikke må deltage i drengefødselsdage i de klasser. Der er drenge, der pludselig forsvinder en tid, fordi de er taget på krisecenter med mor eller sendt på genopdragelseslejr. Der er lærere, der indtrængende beder forældre om at sende netop deres børn med på koloni, fordi de ved, hvor meget det betyder for kammeratskabet. Og der er en masse børn, der ikke har en bekymring i livet udover dem, der hører alle barndomme til. Og alle de børn blandes i folkeskolen. Og nu også børn der er flygtet fra krigens rædsler.

Fra Socialdemokratiet skal der lyde en stor tak til skolerne for det meget klare budskab om, at det er et fælles ansvar at tage sig af disse børn. Der er ingen tvivl hos os om, at vi gerne ser det fulgt op med en konkret plan for, hvordan alle skoler kommer til at bidrage.

Der er så mange mennesker med store hjerter i vores by. Så mange der gerne vil hjælpe. Giv dem plads. Giv dem lov. Også på de skoler, hvor forældrene tjener mest. For viljen er der. Og engagementet.  Det koster ikke ekstra, det er alene et spørgsmål om politisk vilje. Den håber vi kommer.

Håb har vi også for, at der skabes mere plads til børn og unge på det østlige Frederiksberg. Vi ønsker at bevare klub Huset samtidig med, at vi bygger en ny klub i 4 etager på J.M Thielesvej. Med udsigt til stigende børnetal og den Franske Skole, der vil udvide, skal vi tænke langsigtet.

 Med til budget har vi igen ønsket om skolemad. Fordi mætte børn lærer bedst. Det er vores mål, at vi sammen laver en plan for en langsigtet og holdbar ordning for skolemad på Frederiksberg. Det er god service, at man ikke tvinges til at spise varm mad, der har ligget i tasken en halv dag. Den service synes vi forældre og børn skal have. Og vi vil gerne kvittere Tre Falke Skolen for, at en betydelig del af deres plan for at genskabe en god skole, netop er skolemad.

Ligesom vi gerne vil kvittere alle skoler for deres store arbejde med at omsætte skolereformen til bedre faglige resultater, mere bevægelse og god trivsel.

Det er simpelthen rørende at opleve forældremøder, hvor lærerteams fremlægger gennemtænkte planer for årets rytme, hvor skolen kommer ud i samfundet, hvor der er knald på fagligheden – hvor it-systemet Minuddannelses demonstreres. Hvor der er tænkt over de indsatser, der skal til for at holde en god trivsel. Og hvor ungerne kommer hjem vilde af begejstring for de anderledes og fede oplever, de får i den understøttende undervisning.

Jeg påstår ikke, alt er rosenrødt alle steder. Men jeg oplever stort, stort engagement for at skabe god undervisning. Og derfor også et dybt suk, når det foreslås at erstatte ansatte med computere i undervisningen. Vi er bestemt ikke modstandere af it i undervisningen, så længe det er fagligt gennemtænkt – og ikke alene sker for at spare arbejdstimer.

Forandringer har fyldt meget i det forgange år, siden et blåt flertal valgte at indgå aftale om at droppe en væsentlig del af reformen. Efter at være eftertrykkeligt hældt ned af brættet af Venstres egen undervisningsminister, er det vores håb, at der blandt Radikale Venstre, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er et par partier, der nu vil begynde at lytte til skolerne.

Især for de Konservatives vedkommende er det vores håb, at man vil finde tilbage på sporet, hvor man lytter mere til skolerne, end til hvad seneste nye spin-opfindelse ens kollegaer på Christiansborg har fundet på.

For hvis man lytter til skolerne, og ser på virkeligheden på Frederiksberg er der én ting, der springer i øjnene. At vi er markant dårligere til at sørge for, at unge gennemfører en ungdomsuddannelse – end stort set alle andre kommuner i Danmark. Det kalder på handling.

Så hvis man skulle finde en ekstra pose penge til skolerne, er det vores inderlige håb, at man bruger dem på bedre vejledning, så flere unge tager det valg, der er rigtigt for dem – frem for at følge flertallet i gymnasiet.

Vi har skoler, der rammer forsiden af morgenaviserne, fordi de er så fantastiske. Lyt til dem, når de fortæller jer, hvor der skal sættes ind.

For det er spild af ungdom og et dårligt afsæt for resten af livet, at så mange ikke gennemfører en ungdomsuddannelse.

Til slut vil vi gerne takke for samarbejdet i undervisningsudvalget, som vi synes er præget af ordentlighed, gensidig respekt og tillid. Det værdsætter vi. Det håber vi fortsætter!

Tale om Europa, flygtninge og fremtiden

Når man kigger ud over Europa og resten af verden, kan man let blive grebet af mismod. Populister og nationalister vinder frem deprimerende mange steder. USA har valgt Donald Trump, Storbritannien er i gang med at forlade EU, i Ungarn og Polen er nationalistiske, autoritære typer kommet til magten og i færd med at svække deres landes demokratiske institutioner. I Tyrkiet har befolkningen stemt ja til, at Erdogan kan gøre sig selv til en islamistisk diktator.

En masse demokratiske værdier, vi i mange år har taget for givet, er sat under pres. Men jeg tror nu ikke, at man skal undervurdere, hvor stærkt funderede disse værdier er –  i vores del af verden.

Emmanuel Macron, som er en varm tilhænger af det europæiske samarbejde, og som vil skabe vækst og udvikling ved at åbne Frankrigs økonomi ud mod resten af verden, er storfavorit til at vinde det franske præsidentvalg. Uanset om det bliver Martin Schulz eller Ankela Merkel, der vinder i Tyskland, vil vores store nabos demokratiske, europæiske kurs fortsætte. I Holland var det de demokratiske, liberale kræfter, der gik af med sejren.

Jeg tror, det er vigtigt, at de progressive, pro-europæiske kræfter – og her tænker jeg ikke kun på os socialdemokrater, men også på de andre traditionelle, regeringsbærende partier – er tydeligere, om de værdier, vi står for. Vi skal give fusentasterne og populisterne et stærkere modspil.

Den frihandel, det europæiske samarbejde, den sociale markedsøkonomi – hele det system for internationalt samarbejde, som er bygget op siden anden verdenskrig – har skabt frihed, lykke, velstand og fred for millioner af mennesker gennem flere generationer.


Vi skal være stolte af de værdier, der har tjent os alle så godt igennem årtier. Siger vi det højt og tydeligt og viser vi, at vi fortsat kan skabe rigtige politiske resultater, rigtige fremskridt for menneskers liv og hverdag, så skal vi nok besejre populisterne. Herhjemme, i Holland, i Frankrig, i Tyskland, i øst og Centraleuropa, og en dag også i Tyrkiet.

—-

Jeg ved ikke, om I ser DR’s udsendelser søndag aften om Danmarkshistorien. Jeg synes, de er fremragende. Og det er jo tankevækkende, hvor meget af vores tidlige historie der skyldes, at vi grundlæggende har været åbne for nye ideer, handel og ja – indvandring….

Jeg synes, vi er gået langt – meget langt – for at vise, at Socialdemokratiet er garant for en stram udlændingepolitik, når vi igen kommer i regering.

Som et rigt, humanistisk land, bør vi lægge pres på, for at få tilpasset flygtningekonventionerne til vor tid. Det har aldrig været hensigten med konventionerne, at familier skulle sende mindreårige ud på dødsruter med det formål at sikre familien asyl og familiesammenføring i et land langt, langt borte. Men lige nu oplever vi, at antallet af uledsagede mindreårig stiger voldsomt.

Vi har brug for nye spilleregler, som sikrer, at alle lande bidrager. Som erstatter dødsruter med sikre lejre, hvorfra man fordeler flygtninge til sikre lande. Som et af verdens rigeste lande har vi et ansvar for at bidrage til at løse de flygtningeproblemer, vi har i verden. Men vi skal også sikre sammenhængskraften i vores land, så integrationen på vores skoler og i vores boligområder kan håndteres.

Vi kommer ikke uden om, at der er en sammenhæng mellem, at Danmark historisk har været et meget homogent samfund, hvor folk har haft stor tillid til hinanden, og så at vi har udviklet et velfærdssamfund med en enestående høj grad af lighed  og en enestående fint masket sikkerhedsnet for de svageste.

Men vi venter på, at Mette bliver statsminister, har vi tre opgaver:

1) At bide tænderne i forhandlingsbordet og skabe resultater. I disse dage forhandles boligskat, og vi har meldt klart ud, at de rigeste boligejere skal betale mere, og at lejerne skal kompenseres. Fordelingspolitik så det klodser. Lad os krydse fingre for en bred aftale, der kan holde i mange år.

2) At give højrefløjen kamp til stregen, når de bruger milliarder på skattelettelser til Danmarks rigeste. Når de lyver for Folketinget for at hjælpe kvotekonger. Når de vil skærer i DR’s public service, uddannelserne og hjælpen til de svageste.

3) At formulere fremtidens politiske projekt.

I dag står vi over for en digital forandring med robotter, der kan erstatte menneskers hænder og hjerner. Spørgsmålene og forudsigelserne er mange. Kommer Michaels små børn nogensinde til at tage et kørekort, eller er de selvkørende biler standard om 15-20 år?

Skal vi indføre kodning som obligatorisk fag i folkeskolen for at give vores børn og unge en grundlæggende forståelse af, hvordan den digitale verden fungerer?

Behøver vi gå så nøje op i at lære dem nye sprog, hvis en computer kan live-oversætte vores modersmål til det sprog, vi ønsker?

Hvilke kompetencer bliver efterspurgt i fremtiden, hvis en robot kan operere bedre end den dygtigste kirurger? Hvis en computer har mere styr på paragrafferne end den dygtigste jurist?

Og hvad med den menneskelig kontakt og fællesskaberne. I dag er mange ensomme. Et stigende antal, også mindre børn, har det svært, får psykiske problemer og høster nederlag på nederlag.

Jeg kan se det på mine børns skole – at livet er så svært for nogle af kammeraterne, at de ikke magter at gå derhen. De er bare 11 år gamle!

—-

Udkastet til vores nye principprogram, der netop er kommet og som flere af jer, har været med til at forme, viser, at vi er et optimistisk parti. Som tror på fremtiden. Fordi vi ved, den kan formes. Gennem politiske beslutninger.

Præcis som socialdemokrater før os gjorde det, da de var med til at omdanne Danmark fra et landbrugssamfund til et industrisamfund.

Vi kan gøre det igen. Forme fremtidens Danmark så, ”få har for meget og færre for lidt”.

Med de ord vil jeg sige. Foråret ER kommet til Frederiksberg. Socialdemokratiet står stærkt. Mette bliver en fremragende statsminister. Det skal nok gå alt sammen.  

Tale til Socialdemokratiets kongres 2018