Taler og indlæg

Ulven kommer: Bedre indsats for udsatte børn

Af Sine Heltberg (S), formand for Frederiksberg Kommunes Børne- og Ungeudvalg

DR gør det forrygende med søndagsserien, Ulven kommer. Viser virkelighedens dilemmaer og usikkerheden om, hvorvidt man nu træffer den rigtige beslutning for – måske – voldsramte børn. At tvangsfjerne et barn er en voldsom beslutning. At lave love og regler for det er meget svært, som Folketinget igen og igen har måtte sande, når reformer om tidlig indsats og tvangsbortadoption er stemt igennem – og meget lidt forandring sker ude i familierne. I takt med, at serien udvikler sig, kommer vi helt sikkert til at se flere dilemmaer folde sig ud.

For hvornår er det rigtigt at tvangsfjerne? Lad mig give et eksempel: En pige er 3 år gammel, og hendes mor er gået under jorden, fordi de sociale myndigheder vil tvangsfjerne børnene. Mor har forsøgt selvmord. Hun kan ikke tage vare på børnene. Far er ikke et alternativ, for han kæmper selv for at skabe sig et bedre liv. Men det går faktisk godt i børnehaven. Pigen har et tæt forhold til sin bedstemor og faster. Hvilken beslutning er den rigtige?

At træffe beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet er at kigge ind i en krystalkugle og forsøge at forudsige fremtiden.

Kan velfærdssamfundet med gode daginstitutioner, folkeskoler, sundhedspleje, psykologisk rådgivning og alt det, vi nu tilbyder udsatte familier, holde den 3-årige pige i hånden gennem hendes opvækst, selv om hun bor i en familie med knappe ressourcer?

Eller får hun et bedre liv i en plejefamilie ude på landet, hvor hun vokser op i det sociale system med lovfastsatte rammer for samvær, genbehandlingsfrister og ankemuligheder. Hvor hun hver anden uge skal køre timer i bil frem og tilbage til det sted, hvor hun må se sin biologiske familie et par timer ad gangen? Hvor hendes sag hvert andet år skal genbehandles, og hun skal igennem børnesamtaler og udtale sig om, hvor hun helst vil bo. Igen og igen. Og hvis forældrene vælger det, bliver hendes sag behandlet tre gange, hver gang. Først i kommunens børne- og ungeudvalg, siden i Ankestyrelsen og endeligt ved retten.

Danmark er det land i Norden, der anbringer flest børn og unge uden for hjemmet. Derfor har vi i Danmark en stor forpligtelse til at sikre, at børnene får en bedre chance i livet, end hvis de blev boende hjemme. Men selv om vi anbringer flere børn, viser tallene også, at vi anbringer senere, end de gør i de andre nordiske lande. Vi anbringer for sent i Danmark. Børnenes skolegang er alt for ringe, så mange ikke får tilstrækkelig hjælp til at kunne skabe sig et godt liv. Samtidig bliver deres stemmer ikke hørt godt nok i deres egen sag.

Det bør vi ændre på, som statsministeren også lovede i sin nytårstale. Her er et par forslag, som jeg mener bør indgå i den reform af indsatsen for udsatte børn, som regeringen har bebudet:

Skolegang er altafgørende: Udsatte børns skolegang er bekymrende ringe i Danmark. De får markant lavere karakterer, har højt fravær, og kun 54 pct. får 9. klasses afgangsprøve, viser tal fra Kommunernes Landsforening.

Uddannelse er den bedste investering i et barns fremtid. Alligevel fejler vi igen og igen. Forskning fra Norge viser, at forventningerne til et barns skolegang er afgørende. At det gør en markbar forskel, når plejeforældre og institutioner forventer, at man møder i skole hver dag. Ligesom vi gør med vores egne børn, som vi stiller forventninger til og støtter, fra de er små.

Uanset antallet af diagnoser, uanset hvad man har været udsat for, uanset hvor uegnede ens forældre er, så vokser det enkelte barn i mødet med forventninger. Derfor skal vi skrue op for forventningerne på opholdssteder, i plejefamilier såvel som i det offentlige.

Vi skal sætte tidligt ind, når en udsat ung er fraværende i skolen eller mistrives. Og vi skal styrke fagligheden for udsatte unge markant. For nogle år siden lukkede man de små, interne skoler på opholdssteder, fordi kvaliteten var for ringe. Det var godt, men vi skal ikke stoppe der. Det skal være et lovkrav, at status for skolegang skal være en rød tråd i børnenes sager. For hvad er egentligt formålet med anbringelse? At komme væk fra misbrug, vold og utryghed – ja! Men derudover er formålet jo, at barnet skal klare sig bedre, end hvis det boede hjemme. Det kan kun uddannelse og siden beskæftigelse sikre i det lange løb.

Flere skal bortadopteres: Adopterede børn klarer sig bedre end anbragt børn. Derfor lavede Folketinget en lov i 2015, der skulle gøre det nemmere at tvangsbortadoptere børn. Siden er antallet kun steget yderst begrænset. Fordi du skal være så psykisk syg eller voldsomt misbrugende, at det ikke på nogen måde er sandsynligt, at du får en snert af forældreevne, mens dit barn vokser op, for at barnet kan bortadopteres uden dit samtykke.

Skal vi for alvor rykke ved det, skal loven vendes på hovedet, så det er den løsning, der er bedst for barnet, der skal være afgørende for, om der kan ske adoption. Og det skal ske tidligt, så barnet ikke når at få alvorlige skader. Og har man først fået anbragt ét barn, skal det være normen, at det næste barn vurderes i forhold til adoption.

Både børne- og ungeudvalg og Ankestyrelsen skal have muskler til at tage sager op af egen drift, hvor der indstilles til anbringelse, men burde indstilles til adoption, for at sætte skub i udviklingen. I dag er det sådan, at det udvalg, der først ser sagerne, alene kan sige ja eller nej til en anbringelse. Det er for tamt. Børne- og ungeudvalg skal kunne beslutte, at forvaltningen skal sætte gang i konkrete undersøgelser og forberede adoptionssager. Børne- og ungeudvalg bør også kunne beslutte, hvornår man skal have sagen forelagt igen – med det nye indhold.

Vi skal stille flere krav til plejefamilier og give dem flere rettigheder: Siden 1700-tallet har man betalt familier for at tage plejebørn til sig, viser Rockwoolfondens forskning. De fleste anbragte børn bor i dag i plejefamilier, og mange gør et absolut fantastisk arbejde. Ikke bare for barnet, men også for de forældre, der ikke selv magter opgaven, men som alligevel er en del af barnets liv.

I dag betaler Frederiksberg Kommune i gennemsnit ca. 400.000 kr. om året for et plejebarn. Oftest erstatter det en lønindtægt i familien, så plejemor kan gå hjemme.

Men plejefamilien er, uanset hvor god den er, ikke en del af barnets sag. De er ansatte af kommunen. Og de har ingen sikkerhed for, at en kommune ikke pludseligt hjemgiver velanbragte børn, fordi man skal spare. Eller fordi de biologiske forældre nu er kommet ud af misbrug eller fået psykisk sygdom under kontrol, så de lever op til lovens krav om tilstrækkelig forældreevne. Lovgivningen er strammet op, så det større barns stemme bliver hørt tydeligere nu end tidligere, men plejefamilien står stadig i et tomrum.

Et velanbragt barn skal ikke rives op med rode, uanset alder. Klarer barnet sig godt i skolen og har boet i en familie i flere år, skal plejefamilien være part i sagen og høres på linje med forældrene, når beslutningen skal træffes. For barnets skyld. Og fordi gode plejefamilier er guld værd og også skal have lyst til at tage endnu et barn til sig og yde omsorg, opdrage og støtte, når det første barn er fløjet fra reden.

Men vi skal også kunne stille flere krav til plejefamilier. I dag er det sådan, at en kommune ikke kan stille krav om, hvor mange andre plejebørn der må være i familien. Man kan ikke engang få oplyst, hvilke diagnoser andre plejebørn har. Det betyder, at når man finder en familie til et barn med autisme, der har brug for struktur og ro, kan man ikke garantere, at der ikke flytter udadreagerende børn ind, der skaber præcis den modsatte hverdag. Det er ikke acceptabelt.

Lovgivningen bør give mulighed for, at plejebørn kun placeres i familier, hvor betingelserne er optimale for det enkelte barn. For eksempel at man kan sige nej til, at der bor andre plejebørn (udover eventuelt søskende), eller at en kommune i det mindste bliver inddraget i processen om at anbringe endnu et barn i en plejefamilie og kan sige fra, hvis kommunen vurderer, at det skaber dårligere opvækstvilkår for det barn, der allerede er i pleje der. Sådan er det i Norge, og det bør det også være i Danmark.

Vi skal sikre de bedste betingelser for det enkelte barn, og en plejefamilie skal ikke være en miniinstitution for udsatte børn.

Lad socialarbejderen flytte ind: Tilgangen i socialindsatsen i dag er sådan, at man forsøger de mindst indgribende foranstaltninger først. På dan måde kan det vare år, før der gribes konsekvent ind. For det tager lang tid at vurdere forældrenes evner, lave handleplaner, indhente udtalelser osv. Førstegangsanbringelsesalderen er derfor 13 år i gennemsnit. Det er for sent, hvilket også har været den drivende politiske ambition i de seneste reformer – uden man dog har opgivet tilgangen om at prøve de mindst indgribende foranstaltninger først. Det siger sig selv, at det er to modsatrettede hensyn.

Undersøgelser tager tid. Hvad med om man i stedet giver en kommune mulighed for at lade en socialarbejder flytte ind fx i tre dage for at få hurtigt indblik i familien?

I dag er besøg i hjemmet ofte kortvarige, og mange kan stramme sig kortvarigt an. Det er vanskeligere, hvis man er sammen hele tiden, også om natten. Mon ikke man kan lave en overenskomstaftale, hvor 1-2 personer deler en intensiv mandsopdækning mellem sig i en begrænset periode? Så man hurtigt kan få et indblik i, hvordan livet i familien leves, og hvilken støtte der er behov for.

Styrk barnets stemme: Hvordan har du det? Fint. Hvordan gik det i skolen i dag? Godt. Hvad lavede I i børnehaven? Ingenting. At få et barn til at snakke kan være svært. At få et udsat barn til at fortælle om vold, fulde forældre, misbrug og psykiske overgreb er meget svært. Især når vi taler om børn, der via deres opvækst har lært, at de ikke kan stole på voksne.

Derfor skal vi se på de erfaringer, andre har gjort sig. Og vi skal stille krav om, hvor mange gange man skal have talt med børnene i deres egen sag. Én gang i ugerne op til, at sagen skal genvurderes, er ikke tilstrækkeligt.

Norsk politi har udviklet et værktøj, dialogiske børnesamtaler, som de norske socialmyndigheder har taget til sig. Børns Vilkår i Danmark har arbejdet med en light udgave af værktøjet. Værktøjer fører til, at man får flere udsatte børn til at fortælle om, hvordan det går derhjemme, end man gjorde før. Det kan bidrage til tidligere anbringelser og bedre hjælp.

Som myndighed skal man i dag høre barnet i dets egen sag, men der er ingen krav om, hvor ofte eller hvor mange gange man skal gøre det. Folketinget bør sætte penge af til at skabe bedre børnesamtaler og få udviklet én eller flere metoder, der kan anvendes i dansk sammenhæng efter norsk forbillede. Samtidig bør der stilles krav om, at kommunerne redegør for, hvilke metoder eller metoder de har valgt at anvende. Der skal være frihed til at vælge vejen, men ikke frihed til at undlade at tale systematisk med børnene.

Efterværn skal være et retskrav: De færreste 18-årige bliver smidt på porten med besked om, at nu er du myndig, nu skal du stå på egne ben – i ressourcestærke familier. Men sådan er det for ofte for udsatte børn, som derfor er voldsomt overrepræsenterede i statistikken over hjemløse og også i andre dårlige statistikker. Det kan vi ikke være bekendt. De anbragte børn skal have retskrav på efterværn, til de fylder 25 år, hvor kommunerne skal stille med ungdomsbolig og kontaktperson eller fortsat betale plejefamilien, som skal give råd og vejledning og hjælpe med at sætte hylder op i den første lejlighed og alle de andre ting, som unge, der flytter hjemmefra, ofte får hjælp af familien til.

Efterværn ydes i dag, hvis kommunen vurderer, der er behov for det, op til det 23. år. Men når nu undersøgelser viser, at uddannelse er dén faktor, der gør den største forskel i ens liv, er det en yderst beskeden ekstraudgift ved at forlænge efterværnet, til den unge er godt i vej og kommet vel igennem teenageårene og de tidlige ungdomsår. De svære år, hvor man skal finde sin egen identitet og sin plads i verden.

Lad mig slutte af med en historie. På et udvalgsbesøg til en institution på Frederiksberg, Josephine Schneiders Hus, faldt snakken på efterværn og det paradoksale i, at de mest udsatte ofte efterlades alene. Det er et klassisk børnehjem med mere end 100 år på bagen, som der ikke er så mange af mere. Udover at sikre langt de fleste børn en uddannelse har de også et efterværn, de selv driver på den måde, at der indbydes til middag engang imellem. Her kommer der tidligere beboere op til 30-40 år efter, de er flyttet fra stedet. Unge i ressourcestærke familier tager jo hjem og fortæller om de store ting i livet – kærestesorger, nyt job eller bolig, og ikke mindst det at vente et barn. Men hvor skal de anbragte børn gå hen? De er alt for ofte overladt til sig selv. Måske derfor bliver alt for mange udsatte børn selv forældre til udsatte børn. Den negative sociale arv fortsætter.

Jeg håber, regeringen kan bruge disse input fra dagligdagen, hvor for mange børn i dag får alt for ringe chancer for at klare sig godt senere i livet. Og jeg håber, at Folketingets partier vil lægge partipolitik til side og blive enige om initiativer, der sikrer, at de udsatte børn i vores land får en bedre hjælp, end de gør i dag. Det er vigtigt, for ulven kommer efter de svageste, hvis de ikke beskyttes bedre.

PS: Pigen i indledningen blev ikke fjernet. Historien er tilrettet, så familien ikke kan genkendes.

Kære Niels-Christian

Som Frederiksbergs kommunes politiske repræsentant i KB’s bestyrelse gennem 7 år vil jeg gerne give dig et par ord med på vejen. For meget har du alligevel budt Frederiksberg Kommune gennem tiden, og hvor skal man dog lægge ører til meget med dig 🙂

Kværulant, sportsmand, temperamentsfuld, engageret, utålmodig, interessant, bullerbasse og gadedreng. Du rummer mange sider – men én ting, overskygger alt:

Din grænseløse kærlighed til en klub, som gav en adoptivdreng fællesskab, sejre og kammeratskab.

KB banker i dit hjerte. Det har været rørende at få indblik i, og du står for mig, som det ypperligst af, hvad foreningslivet i Danmark indeholder. Glæden ved bolden, ja. Glæden ved sejrene, ja. Men over det glæden ved at kunne tilbyde generation efter generation af børn og unge fantastiske rammer for deres sportsliv og deres mulighed for at få livslange kammeratskaber via sporten, sådan som du selv har opnået.

Adgang til fællesskabet og gode kammerater er noget af det fineste, man kan give et andet menneske. Og du har givet det til mange.

Tak for det. Tak for din indsats.

Grundlovsdag er noget særligt, og det er en helt særlig glæde at få lov at holde den her i disse historiske omgivelser. Og det er en særlig glæde at holde Grundlovsmøde sammen med så mange unge mennesker.

Det er meget passende, at vores Grundlovsmøde netop i år holdes her på 4. maj Kollegiet. For i år kan vi markere 75 års dagen for, at samarbejdspolitikken sluttede. Og vi kan fejre 75 års dagen for, at langt de fleste danske jøder blev reddet over til Sverige og dermed undgik at komme i koncentrationslejr.

Der kan siges meget om de beslutninger, den danske regering tog under Besættelsen. Men jeg tror ikke, man kan sætte spørgsmålstegn ved de motiver, der drev den danske regering dengang.

Man ønskede så vidt muligt at skåne den danske befolkning mod vold og overgreb. Og man ønskede at beskytte det danske folkestyre. Det folkestyre, vi fejrer her i dag på Grundlovsmøder over hele landet.

************************************************************************

Danskerne fik mange børn under Besættelsen. En af de mange danskere, der blev født for 75 år siden, i 1943, var Poul Nyrup Rasmussen. I næste uge kan han fejre rund fødselsdag.

Han var statsminister, da jeg var teenager og ung kvinde i 90’erne. Og han er den bedste statsminister, vi har haft i min levetid.

90’erne var en meget anderledes tid end i dag. Vi hørte Nirvana og britpop. Vi gik i grungetøj og sang med på Barbie Girl. Jeg har mange gode minder fra 90’erne.

Det var en tid, hvor alting virkede til at blive bedre. I 80’erne – fattig 80’erne, som vi kaldte dem – var arbejdsløsheden tårnhøj. Men efter Socialdemokratiet overtog regeringsmagten i 1993, kom der gang i 90’errne. Ikke mindst for de unge.

I dag har vi igen en lav arbejdsløshed og højkonjunktur, men det virker ikke helt, som om de gode tider kommer alle til gode. Tværtimod. Fremdriftsreform. Årlige besparelser på uddannelserne. Planer om at skære i SU. Planer om at skære på dagpenge for nyuddannede.

Sådan var det ikke i 90’erne.

Dengang fik vi flere studiepladser på uddannelserne, fordi vi havde en regering, der ønskede adgangskvotienterne ned.

Dengang var der tid til at tage et fjumreår, mulighed for at vælge om, hvis man valgte den forkerte uddannelse. Dengang kom opsvinget også de unge til gode.

Da jeg var ung, vidste vi godt, at vi skulle arbejde hårdt. Vi vidste godt, at vi ikke fik hverken arbejde eller uddannelse forærende. Men vi fik også at vide, at vi altid ville få en chance mere. Vores liv afhang ikke af, om vi traf det rigtige valg i en alder af 19 år. Det betød, at vi turde mere.

Når jeg ser på de unge i dag, så ser jeg en generation, der er helt vanvittig dygtig. De er klogere, end vi var. De er mere målrettede.

Men de er nok også mere sårbare. Og alt for mange slås med stress og mistrivsel.

Der er brug for at gøre op med en præstationskultur, der præger ikke bare ungdommen, men hele samfundet.

Det kræver, at vi vil undersøge lidt grundigere, hvorfor så mange føler sig stressede og mistrives. Både de unge og os, der er lidt mere voksne.

Vi har brug for mere forskning i mental sundhed. Vi kan ikke leve med, at så mange danskere bliver syge, og vi ved så lidt om, hvorfor – og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem.

Er det SoMe samfundet, der knækker os? Er det den digitale tidsalder, hvor arbejde og fritid flyder sammen?

Er det frygten for fremtiden, når klimaforandringerne vælter ind over os?

************************************************************************

Nu vi er ved klimaforandringerne: Ethvert tænkende menneske må være bekymret over det, der sker.

Arktis smelter, hvert år sættes der nye varmerekorder, og CO2-indholdet i atmosfæren stiger med rekordhast.

Spørgsmålet er ikke længere, om vi kan forhindre klimaforandringerne, men hvor alvorlige de bliver.

Klimakrisen bliver den standard, fremtiden vil dømme os på. Lader vi stå til, eller griber vi til handling?

I Danmark har vi en borgerlig regering, der ikke tager ansvar – som fuldstændig mangler vilje til for alvor at gøre noget ved problemerne.

Afgifterne på biler bliver sænket, så CO2 udledningen stiger. Regeringen vil sænke el-afgiften, så CO2 udledningen stiger. De vil generelt rulle alle miljøforbedringer tilbage af hensyn til vennerne i landbruget og erhvervslivet.

Sådan var det ikke i 90’erne.

Dengang havde vi ikke alene Poul Nyrup til at styre landet. Vi havde også en anden socialdemokrat, der blev født for 75 år siden – Svend Auken – til at styre miljøet og energien.

Og vi var så heldige, at vi havde Mogens Lykketoft fra Frederiksberg til at styre finanserne.

Og tænk engang, de tre kunne sammen gøre Danmark til en grøn foregangsnation, samtidig med at vi havde vækst og høj beskæftigelse. Det kan godt lade sig gøre.

************************************************************************

Når man ser ud over verden, er det nemt at blive fortvivlet. Trump trækker USA ud af Paris-aftalen og indleder en handelskrig. Putin fører sig frem som en bølle, Storbritannien vil forlade EU. Polen og Ungarn bevæger sig væk fra demokratiske normer.

Sådan var det ikke i 90’erne.

Det var dengang, Sovjet gik i opløsning og en stor del af verden med ét slag blev demokratisk. Det var dengang, vi troede, at vi havde nået historiens ende: at demokrati, åbne grænser og kapitalisme havde sejret.

Dengang troede vi, at der blev grundlagt en helt ny, international dagsorden. Vi fik nye venner i Østeuropa og en ny tro på, at gammelt nag og grænsepæle kunne lægges ned, og en nu international orden tone frem.

I 90’erne byggede vi broer.

I dag er det blevet moderne at bygge mure. En mur på grænsen til Mexico. En mur mellem Israel og Vestbredden.

I Danmark kan vi ikke helt svinge os op til en mur, så vi nøjes med et komplet ubrugeligt, men meget symbolsk vildsvinehegn på grænsen til Tyskland.

Årsagerne er mange. Finanskrise. Bekymring over indvandring. En grotesk koncentration af formuer, mens almindelige menneskers lønninger stagnerer.

Jeg kan sagtens forstå vreden. Vi må nok erkende, at de såkaldt ansvarlige partier ikke har gjort det godt nok. Vi har ikke været dygtige nok til at finde svarene på folks utryghed.

Vi har ikke formået at sikre, at globaliseringen kom alle dele af befolkningen til gode.

Det skal vi tage ved lære af. For når vi ikke slår til, så er der nationalister og populister, der byder sig til som falske profeter. Og jeg garanterer, at de IKKE har svarene på alle de problemer, folk oplever. Hvad enten de kalder sig venstre- eller højreorienterede.

For svarene på vores problemer er ikke, at skrue tiden tilbage – heller ikke til 90’erne. Svaret er ikke at lukke vores grænser for varer fra andre lande – det ville da være tosset i et land som Danmark, hvor vi lever af vores eksport til udlandet.

************************************************************************

Vi skal blive dygtigere til at finde svarene på den utryghed og de urimeligheder, vælgere i lande over hele verden reagerer på.

Det kan vi godt. I Danmark har vi stadig høj tillid til hinanden, vi tror stadig på et fælles velfærdssamfund.

Jeg har nævnt tre store socialdemokrater her fra Danmark. Nu vil jeg slutte med at citere en stor socialdemokrat fra vores broderland:

”Politik er at ville. Og socialdemokratisk politik, det er at ville forandringen, fordi forandringen giver løfte om forbedring”. Sådan sagde Olof Palme.

Vi skal tage vores demokrati alvorligt. Vi skal være opmærksomme på, at vi kun har et demokrati, så længe et flertal stadig mener, at det er den rigtige styreform. Det gør de kun, når de oplever, at demokratiet kan løse de udfordringer, de møder i deres liv.

Sådan var det i 90’erne. Sådan er det i dag.

Tak for ordet.

Som dansker bliver man stolt, når udenlandske medier skriver om vores lille samfund. Beskæftigelsen er i top, her er gratis sundhed og uddannelse, og stor tryghed og tillid blandt danskerne. Som dansker bliver man stolt, når udenlandske medier skriver om vores lille samfund. Beskæftigelsen er i top, her er gratis sundhed og uddannelse, og stor tryghed og tillid blandt danskerne.

Det føles godt, når New York Times eller CNN udråber vores lille land til et paradis.

Sandheden er, som I ved, desværre mere blandet.

Paradise HotelVi lever stadig i et af verdens frieste, rigeste og ligeste lande. Men af og til tænker jeg, om vores lille paradis er ved at udvikle sig til en real-life udgave af tv-programmet Paradise Hotel.

Jeg ved ikke, om I kender Paradise Hotel?

I Paradise Hotel kæmper unge, smukke mennesker om at vinde en stor sum penge.

De unge mennesker skal danne par, og hver uge bliver den deltager, der er uden partner, sendt hjem. Undervejs er der mange underholdende indslag; for eksempel kåres årets Miss Paradise – i bikini, naturligvis – og det hele krydres med masser af intriger.

Paradise Hotel er et karikatur af et samfund, hvor kun de populære vinder. Det er et minisamfund, hvor man kan komme frem ved at snyde hinanden, ved at lyve, ved at gøre sig godt på tv.

Mistillid til regeringen
Det er ikke det samfund, vi ønsker. Men alligevel ser vi tilliden i samfundet smuldre mellem fingrene på os. Og lad os være ærlige: det er ikke uden grund.
Der er en årsag til, at tilliden mellem magthavere og befolkning udvandes.
Hvordan skal befolkningen kunne have tillid til en integrationsminister, der igen og igen fejlinformerer Folketinget?

Hvordan skal befolkningen kunne have tillid til en statsminister, der modtager dyre gaver fra kvotekonger?

Hvordan skal befolkningen kunne have tillid til en miljøminister, der kun tænker på vennerne i landbruget, mens vores fælles natur lider?

I Danmark har vi en Paradise Hotel-regering. En regering, der er okay med at bryde alle moralske regler, så længe de har Dansk Folkeparti til at beskytte sig.
Der gælder ikke andre regler end reglen om at kunne tælle til 90, så man ikke bliver stemt hjem.

Det er sølle!

Unges mentale trivsel
Befolkningens tillid til politikerne undergraves, når der ikke kommer løsninger på de udfordringer, de kæmper med i hverdagen.

De unge, for eksempel. Vi presser de unge hårdt i disse år. Også for hårdt.
Fremdriftsreform, karakterer, evige krav om at gøre sig godt i Paradise Hotel-verdenen, hvor udseende og succes er alt, mens der ses ned på dem, der tager slæbet.

Resultatet ser vi: år for år bliver flere og flere børn og unge diagnosticeret med psykiatriske lidelser. Vi er et af verdens allerrigeste samfund, og alligevel lader vi vores børn i stikken på den måde. Det kan vi ikke være bekendt!

Der er brug for en seriøs investering i vores børn og unges mentale sundhed:
– Kortere ventetid på udredning, både i psykiatrien, men også i kommunernes PPR- Lettere adgang til at tale med professionelle, når livet er svært- Mere forskning i, hvad der er årsagen til de unges mistrivsel, og i, hvordan vi forebygger den.

Billige boliger
På Paradise Hotel er der kun plads til de unge og smukke. Sådan er det stadig ikke her i vores by. Her er det nemlig ikke et krav, at man skal være ung eller smuk for at få et sted at bo.

I stedet skal man være rig.

Vi har en desperat mangel på billige boliger i hovedstaden. Vi er simpelt hen nødt til at bygge flere billige boliger, for ellers udvikler områder af hovedstaden sig til en rigmandsghetto.

Engang boede direktøren og sygeplejersken i samme kvarter. Den arbejdsløses søn gik i skole med iværksætteren og den lokale murermesters datter. Man mødtes i Brugsen og på den lokale legeplads.

Sådan er det ikke længere.

Danskerne har delt sig efter indtægt, man er flyttet ind i kvarterer, hvor alle beboerne har samme sociale status.

Vi har brug for en boligreform. En reform, der kan sikre billige boliger til almindelige mennesker og samtidig får blandet dyrt og billigt, ejer og lejer, så vi igen kan bo side om side med hinanden.

Københavnerbashing
Hvis vi skal sikre flere boliger i hovedstaden, der er til at betale for almindelige mennesker – så kræver det, at vi har en regering, der rent faktisk er interesseret i at hjælpe hovedstaden.

Sådan en regering har vi ikke i dag. I stedet har vi en regering, der i ét og alt handler, som om den hader vores hovedstad.

Der er talt meget om udligning og om hovedløs udflytning af statslige arbejdspladser fra København. Men lad mig i stedet nævne et helt tredje eksempel på den københavner-bashing, der foregår:

Vidste I, at Københavns Kommune for et par uger siden med et pennestrøg fik frataget 225 mio. kroner? Det er parkeringsafgifter, der er opkrævet i København, men som nu går direkte i statskassen.

Her på Frederiksberg er det et mindre beløb, vi mister – men dog omkring 10 mio. kroner, der nu ryger direkte i statskassen og ikke længere kommer borgerne på Frederiksberg til gode.

Det vil ikke hjælpe bilisterne – ikke engang dem, der parkerer ulovligt!
Så er der nogen, der kan pege på én fornuftig grund til, at regeringen og Dansk Folkeparti konfiskerer så mange penge fra hovedstaden?

Det er deprimerende, at vi har en regering, der ser det som et mål i sig selv at genere hovedstaden så meget som muligt.

Og det er sørgeligt, at vi her på Frederiksberg har to lokale folketingsmedlemmer – Laura Lindahl og Jan E. Jørgensen – der ikke løfter en finger for den by, de er valgt i.

Efter næste valg vil Frederiksberg forhåbentlig have en stærk lokal stemme repræsenteret på Christiansborg – det vil jeg i hvert fald gøre mit til!

OK18
I Paradise Hotel kårer man årets miss og mister Paradise. Skulle vi kåre årets model her på 1. maj, så er det nok ikke unge i bikini, vi ville stemme på. I stedet ville sejren ubetinget gå til den danske model.

I parforholdsceremonien ville Flemming Vinther, Anders Bondo og Grete Christensen skulle finde sammen med Sophie Løhde, Michael Ziegler og Andes Kühnau.

Se, det var en udgave af Paradise, jeg gerne ville se!

På denne majdag kan vi konstatere, at den danske model er smuk som aldrig før. Efter lange og hårde forhandlinger er der landet et forlig, fordi fagbevægelsen stod sammen.

Det, regeringen spillede ud med, var urimeligt. Selvfølgelig skal der ikke sås tvivl om den betalte spisepause. Selvfølgelig skal offentligt ansatte have en lønudvikling, der svarer til lønudviklingen for privat ansatte.

Det blev et langt og hårdt forløb. Men til sidst kom parterne i mål. Fordi fagbevægelsen blev ved med at forhandle. Og fordi regeringen indså, at den faktisk havde noget at tabe ved en storkonflikt.

Jeg vil gerne sende en stor ros til vores topfolk på Christiansborg. Mens andre partier blandede sig i forhandlingerne, så valgte vi at respektere den danske model. Vi holdt vores mund, sådan som vi skal gøre, så parterne får plads til at forhandle.

Den danske model lever, fordi vi har en fagbevægelse, der tager sit ansvar alvorligt. Fordi vi har arbejdsgivere, der forstår, at forhandlinger er vejen frem.

Og den danske model lever, fordi vi stadig har et politisk flertal på Christiansborg, der kan finde ud af at blande sig uden om, mens der forhandles – selv om nogle partier valgte at forsøge at stemmemaksimere på bekostning af den danske model. De skulle skamme sig!

Afslutning
Overenskomstforhandlingerne har vist os, at det faktisk nytter at kæmpe. De små kan stadig blive store – sammen.

Når CNN og New York Times og alle de andre om ti år skal lave nye reportager fra Danmark. Hvilken slags paradis vil vi så være?

Jeg er ikke i tvivl – vores lille paradis er værd at kæmpe for.

Tak for ordet.